IDRÆT FOR ALLE

Udvalget kommer med 42 forslag til at styrke befolkningens idræts- og motionsdeltagelse. Breddeidrætsudvalgtes rapport giver et detaljeret billede af breddeidrættens vilkår herhjemme.

Rigtig mange børn dyrker idræt, men mange falder fra, når de bliver teenagere. Og det er især et problem i storbyerne. Socialt udsatte grupper – som netop ville have særlig gavn af det - benytter kun i mindre omfang idrættens tilbud. Mange idrætshaller og andre faciliteter kunne udnyttes langt bedre. Sådan lyder nogle af de udfordringer, som Breddeidrætsudvalget har præsenteret i deres rapport "Idræt for alle".

42 forslag til at styrke befolkningens idræts- og motionsdeltagelse

Udvalget kommer med 42 forslag til at styrke befolkningens idræts- og motionsdeltagelse. Breddeidrætsudvalgtes rapport giver et detaljeret billede af breddeidrættens vilkår herhjemme.

Udvalget vurderer, at de enkelte udfordringer løses ved brede og langsigtede tiltag.

De 42 forslag er grupperet under fem overskrifter:

  • Idræt for børn og unge
  • Idræt for socialt udsatte og idrætssvage grupper
  • Faciliteter – udvikling og anvendelse
  • Idræt i planlægningen
  • Motion og idræt på og for arbejdspladsen.

Breddeidrætskommune

Kulturminister Carina Christensen og Nordea-fonden udvalgte den 30. oktober 2009 7 kommuner til breddeidrætskommuner. Breddeidrætskommunerne skal i de kommende 2 år følge op på de 42 forslag til at styrke befolkningens idræts- og motionsdeltagelse, som Breddeidrætsudvalget fremlagde.

De 7 kommuner deler den pulje på i alt 20 mio. kr., som Kulturministeriet og Nordea-fonden har udbudt til formålet. Kommunerne yder en betydelig medfinansiering og vil i de kommende to år sætte en lang række spændende initiativer i gang, der skal fremme breddeidrætten i Danmark. Ordningen løber fra d. 1. januar 2010 til d. 31. december 2011.

Læs mere om de 7 breddeidrætskommuner og puljen

Breddeidrætsudvalget

Breddeidrætsudvalget består af repræsentanter for idrættens organisationer og institutioner, kommunerne, en række ministerier samt de kommercielle fitnesscentre.

Udvalget har det sidste halvandet år analyseret, hvordan man styrker befolkningens muligheder for at dyrke idræt og motion.

Læs mere om udvalget