Internationalisering

Antallet af udenlandske højskoleelever er stigende.

Højskolerne har en lang tradition for at optage udenlandske elever sammen med danske. På frie kostskoler (højskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler) udløser udenlandske elever det samme statstilskud til skolen, som en dansk elev. For at sikre, at eleverne møder en dansk skolehverdag, skal mindst halvdelen af eleverne på det enkelte kursus være danske.

Fast pulje til elever fra EU-lande

Siden 2003 har Undervisningsministeriet gennem en fast pulje givet tilskud til elever fra de nye EU-lande. Formålet er blandt andet at styrke fællesskab og aktivt medborgerskab. Styrelsen for international Uddannelse evaluerede ordningen i 2007 og konkluderede: ”I løbet af ordningens første år har et relativt stort antal unge fra de nye EU lande, først og fremmest Øst-Europa, fået glæde af et højskoleophold i Danmark. Ordningen skaber gode ambassadører for Danmark og for højskolerne, men først og fremmest giver ordningen målgruppen direkte erfaringer fra et "gammelt" demokrati, og fra en skoleform, der traditionelt er baseret på demokrati og dialog."

Etiske retningslinjer

For få år siden havde enkelte højskoler en del kinesiske elever. Skolerne havde meget blandede erfaringer med disse elever og for at sikre en fælles procedure ved optaget af udenlandske elever har Folkehøjskolernes Forening udgivet et sæt etiske retningsliner.

Internationalt perspektiv

Specielt gennem de seneste ti år er antallet af udenlandske højskoleelever vokset. Og parallelt med udviklingen i antallet af udenlandske elever har flere højskolers undervisning fået et stadig mere internationalt perspektiv. Se mere på de enkelte højskolers hjemmesider. Desuden har Folkehøjskolernes Forening flere internationale projekter, som du kan læse om på foreningens hjemmeside.