
Sådan sagde Kong Christian 10., da det amerikanske militær 20. oktober 1945 formelt overdrog Istedløven til den danske stat. Forinden havde den i godt 80 år stået i Berlin, som monument over det preussiske militærs sejr over Danmark i 1864.
Istedløven blev skabt af billedhuggeren H.W. Bissen til minde om slaget ved Isted den 25. juli 1850 – eller rettere som minde over den danske hærs sejr i slaget og til minde om de faldne – ca. 400 af disse ligger begravet på Flensborg Gamle Kirkegård. Den blev opstillet på kirkegården i 1862, men nåede kun at stå der i halvandet år, før det danske nederlag i 1864 betød, at den blev ført til Berlin.
Istedløvens skæbne som vandrepokal over militære sejre er nu slut. Forholdene tillader – med Christian 10.’s ord – nu, at Istedløven kan flyttes tilbage til sit udgangspunkt.
Ved et byrådsmøde i Flensborg den 4. juni 2009 besluttede man at anmode den danske stat om, at Istedløven føres tilbage til sin oprindelige placering i Flensborg. I begrundelsen hedder det bl.a., at "Istedløven i dag kan tjene som et vidne om en dansk-tysk fortid både i Flensborg by og i regionen som helhed”.
Den danske regering valgte at imødekomme anmodningen med henvisning til, at Istedløven blev skabt til at stå på Flensborg Gamle Kirkegård.
Flytningen finder sted i 2011. Du kan følge med i Nationalmuseets bestræbelser for at konservere løven på natmus.dk.